Anna stod første gang på en trampolin for 2 år siden, og siden da har JUMPING FITNESS været hendes store passion. I dag har hun været instruktør i 1,5 år og trænet meget regelmæssigt siden dag. Du vil opleve den bedste musik, positiv energi og sved på panden på Annas hold. Samtidig vil du få opstrammet og styrket din krop med et smil på læben.
Anna kommer fra Polen og har boet i Vissenbjerg i 6 år med hendes mand, søn og en lille hvid hund.
I 2016 forelskede Cecilie sig i Yin yogaens magiske effekt, og hun har fordybet sig i denne praksis, sammen med andre former for yoga og meditation, lige siden. I 2021 tog hun springet og uddannede sig til Yinmind instruktør; yin yoga fusioneret med en masse mindfullness- og meditationsteknik. Cecilies tilgang til Yin Yoga er meget intuitiv. Udover at instruere i yogastillinger, ynder hun at invitere deltagerne til at mærke og gå på opdagelse i egne indre landskaber med et nærende åndedræt og tillid til sig selv. Timens sekvenser er som regel tilrettelagt ud fra årstidernes forandringer med den kinesisk medicinske filosofi som udgangspunkt og hvad hun end lige fornemmer er aktuelt for rummet ved holdets begyndelse.
Camilla er 32 år og bor i Odense med sine to piger.
Camilla er en nørd til fingerspidserne, og hun kan godt lide at fordybe sig i de ting, hun laver. Camilla nørder ting, hun bliver glad for, indtil hun er RIGTIG GOD til det!
Camilla startede som medlem hos os tilbage i oktober 2021, og allerede i april 2022 tog hun instruktøruddannelsen, for at nørde SALSATION®. På en time med Camilla kan du både få pulsen op, synge fællessang og have følelserne uden på tøjet.
Jane er 42 år, arbejder til dagligt som Teknisk Designer og bor i Aarup med sin mand og to børn. Desuden er Jane uddannet kostvejleder med speciale i vægttab. Du finder hende på trampolinen i holdsal 2, men er også uddannet instruktør i pilates og Dance fitness. Jane har været uddannet Jumping Fitness instruktør i 8 år og har været en del af Det Danske Jumping Team i snart 7 år. Foruden basisuddannelsen, er hun uddannet instruktør i Jumping Advanced, Fusion og Extension.
Jumping Fitness er Janes frirum, det er her hun stresser af. For Jane er det meget vigtigt, at alle deltagere får det maksimale ud af træningen og derfor sætter hun et niveau, hvor alle bliver udfordret på både puls, styrke og koordination - uanset hvilket niveau de ligger på.
Oliver har en uddannelse inden for ernæring, sundhed og træningsplanlægning, og han står klar til at guide dig gennem god styrketræning. Der er fokus på at styrke hele kroppen i et tempo, der passer til alle. Samtidig vil der i timen blive prioriteret og fokuseret på korrekt udførelse og teknik.
Timen starter med en grundig opvarmning og vil også inkludere elementer fra konditionstræning. Vi afslutter med at udføre en række strækøvelser og afspænding, hvilket hjælper med at forbedre fleksibiliteten og fremme kroppens afslapning efter træningen.
Andrea er instruktør i Body Power og har grunduddannelse indenfor holdtræning. Hun glæder sig til at give jer sved på panden og masser af god energi i holdsalen.
Hun er 29 år, bor i Odense og er frisør efter 7 år som lægesekretær. Andrea har selv trænet i mange år og gået på forskellige styrke- og dansehold samt danset hip-hop/funk og gået til rytmegymnastik som helt ung
Hanne er passioneret SALSATION®-instruktør i Holdtræning Odense.
Hun har en fantastisk energi, og det er simpelthen ikke muligt at gå fra hendes time uden smil på læberne.
Hanne er vokset op med dansen, hvor hun som barn både har danset standarddans og jitterbug. Dansen har altid fyldt meget, men det er først som voksen, Hanne er begyndt at undervise i dans. Privat er Hanne gift og har to teenage-børn på henholdvis 14 og 16 år.
Katja underviser i Body-Burn. Hun er uddannet ergoterapeut tilbage i sommeren 2022. Til dagligt arbejder hun med genoptræning, vanedannelse og livskvalitet som rehabiliteringsterapeut.
På Katjas hold vægter hun højt, at man kan grine sammen, men samtidig få sved på panden.
Alle er velkomne på Body Burn uanset, om man er nybegynder eller øvet
Kristine er stepinstruktør. I foråret 2022 blev Kristine uddannet step, aerobic og danseinstruktør under Club La Santa Academy, efter selv at have deltaget på flere forskellige hold i en årrække.
Dans og step har været Kristines måde at koble af, efter nogle lange dage. Det vigtigste for Kristine er, at man på hendes timer hygger sig og har det sjovt. Det skal være rart at træne, så timerne bliver tilpasset, så alle får en succesoplevelse.
Liv instruerer i pilates i Holdtræning Odense. Hun er opvokset ude ved det skønne Vesterhav og flyttet til Odense ifm. kandidat i psykologi. Før, under og efter studierne har hun særligt rejst til Indien, Indonesien og Australien, hvorfra hun har opbygget mere end otte års erfaring med pilates (mindfulness og yoga).
Til dagligt arbejder Liv som psykolog på OUH og hendes holistiske tilgang i det virke, trækker paralleller til hendes passion for pilates. Liv gør sit bedste for at skabe kreative, sjove, intense og selvkærlige pilatestimer, der både giver sved på panden, ømme muskler og efterlader dig med en lille solstråle indeni.
Maria er uddannet instruktør i Jumping Fitness i sommeren 2023 og stiftede for første gang selv bekendtskab med træningsformen igennem Holdtræning Odense. For Maria er Jumping Fitness en genial træningsform, som henvender sig til alle: “Det er en fantastisk måde at komme ud af hovedet og ned i kroppen på og man går altid derfra med sved på panden og smil på læben.”
Maria har på egen krop mærket hvordan træningsformen har hjulpet på hendes gigt og det er vigtigt, at der på hendes hold er plads til alle uanset form og skavanker.
Mikkel underviser i Hatha Yoga, og har efterhånden gjort det i en del år.
På Mikkels timer, vil du opleve yoga, der bærer præg af styrkende øvelser, blide stræk - for både krop og sind.
Du er i trygge og afslappende hænder på Mikkels timer.
MATHILDE
Mathilde er uddannet Jumping Fitness instruktør i 2020. Mathilde er vild med netop Jumping Fitness, fordi denne bevægelsesform invitere til træning med godt humør og høj puls til god musik. Som instruktør synes Mathilde, at det er hendes fornemmeste opgave at motivere og udfordre deltagerne på hendes hold. Derudover er hun vild med, at Jumping fitness inviterer til træning for alle, uanset alder, størrelse og diverse skavanker. Privat bor Mathilde i Odense og studerer til pædagog.
Malene er uddannet Zumbainstruktør og har undervist i dette i mere end 10 år. I starten af 2023, har hun også uddannet sig til Salsationinstruktør og underviser nu også i dette!
Succeskriteriet for Malenes timer er sved på panden - og hun går meget på i, at hendes timer er sjove og energifyldte.
Malene bor i Odense, og hun er oprindeligt uddannet lægesekretær, men er for nyligt hoppet tilbage til fitnessverdenen én gang for alle. Hun elsker at danse og har gjort dette siden hun var 8 år gammel.
Emma underviser i Funktionel Træning, TRX, Styrke/Stræk, Skånsom Styrketræning og Body Fit. Med en uddannelse som fysioterapeut, samt erfaring som både personlig træner og holdinstruktør, har Emma opbygget en solid teoretisk og teknisk viden indenfor træning. Denne viden sikrer, at træningen er både effektiv, sikker og kan tilpasses den enkelte deltager. Uanset hvilket hold du vælger, er målet altid det samme: At få kroppen bevæget, få sved på panden og – vigtigst af alt – have det sjovt.
Mette er passioneret eliteinstruktør i SALSATION®. Hendes rolige sind gør hver en time behagelig, på trods af kalorieforbrænding og funktionel styrketræning af dine muskler, gennem SALSATION® fitness-opbygningen.
Mette vokset op med dans. Hun har som barn gået på danseskole og altid elsket at danse! Det var dog først i de voksne år, at Mette begyndte at overveje mulighederne for at undervise i dans. Udover dansen elsker Mette at fotografere og gå ture.
Sophie underviser i Zumba, Zumba Gold, Zumba Mix, Salsation, Jumping Fitness og Styrke. Sophie elsker at arbejde med mennesker, se mennesker udvikle sig og hjælpe dem på vej mod det mål, de hver især har sat sig!
Oprindeligt er Sophie uddannet socialrådgiver og har også arbejdet som så, indtil hendes passion for arbejdet med mennesker førte hende andre veje. Hun åbnede Holdtræning Odense og arbejder nu hver dag for at skabe et center, der emmer af fællesskab og sammenhold. Du møder altid Sophie med et smil og en taknemmelighed over jeres besøg!
Martin er Body Power-instruktør og yogalærer. Han fik Body-Power ind i livet i 2023 og synes træningsformen er sjov og givende i fællesskab med HTO-medlemmer.
Martin har beskæftiget sig med instruktion og senere undervisning siden han gik i 10.klasse. Martin har en kandidat i Idræt & Sundhed samt fuldt sidefag i biologi fra Syddansk Universitet. Til dagligt bor han i hjertet af Odense, hvor han udover passionen for Body-Power og yoga, også finder hjerteblod til latinamerikanske pardanse, samt fridykning.
Tina er Salsation og Crossdance-instruktør og ELSKER at danse.
Tina startede med at danse, da hun var ung. I 2010 startede hun dansen op igen, og hun blev instruktør i 2016/2017. Hun elsker absolut alt, hvad der er ved dansen. Hun elsker at undervise i dans og opleve glæden ved at se deltagerne smile og udvikle sig. Du får et mix af det hele på Tinas timer og altid med smil på læben og sved på panden.
Tina er 54 år og bor i Kerteminde med sin mand. Hun arbejder i en børnehave og har en antikbutikken Sarkel Antik.
På Nannas hold er det vigtigt, at du udfordrer dig selv og presser dine grænser, så du kan opleve den fede følelse af at blive stærkere og løfte tungere. Uanset om du er nybegynder eller erfaren, sørger hun for, at alle får mulighed for at udvikle sig og opnå succes i træningen. Sammen udforsker I en bred vifte af øvelser for at omfavne og træne alle musklerne, hvor I går fra lokalet og føler jer hamrende stærke!
Hun har nørdet og fordybet sig i træningsverdenen, hvilket har givet hende en enorm teoretisk viden om teknik, udførelse og aktivering.
Viktoria er yogainstruktør. Hun har praktiseret yoga i over 8 år og er uddannet i Multi-style yoga i oktober 2021. For Viktoria er det vigtigt, at arbejde med hver krops styrker og begrænsninger og fokusere på vejrtrækningen. Viktorias hold guider dig gennem fokus, balance, stræk, flow, mindfulness og afslapning. Under hendes hold er der flere variationer til forskellige stillinger, så det passer til alle fra begyndere til mere erfarne yogier.
Viktoria er uddannet inden for Global markedsføring af forbrugerkultur fra Syddansk Universitetet og er passioneret omkring sport og en aktiv livsstil.
Sabina underviser i LatinMix og DanceFIT.
"Jeg har undervist i dans i fitness-sammenhæng gennem de sidste 10 år. Jeg elsker dans og musik samt den energi, som er helt speciel, når man er sammen i en holdtræningssal. Når musikken spiller, sveden hagler af én og man bare føler, at man giver alt til dansen, så er alt perfekt. Alle kan være med på mine timer uanset niveau. Jeg garanterer god musik og sved på panden!"
Vibeke er født og opvokset lidt uden for Oslo og flyttede hjem til Odense i 2009.
Vibeke blev uddannet Crossdance™ Basic og Power by CD™-instruktør i 2024. Hendes primære danseerfaring kommer fra scenen, bl.a. teater, revy og musicals, og dette genspejler sig tit i de koreografier hun giver sig i kast med.
Vibeke elsker holdtræning og har selv været deltager på utallige hold de sidste 15 år, da hun er stor fan af det sammenhold, opbakning og fællesskab som denne træningsformen tilbyder. Hun har selv været medlem hos Holdtræning Odense siden 2022. Hun er 100% overbevist om at menneskers fysiske og psykiske helse går hånd i hånd, og at begge elementer skal understøtte og forstærke hinanden!
Sofie er uddannet Eliteinstruktør i Salsation®, og har ydermere uddannelsen inden for ROOTZ by Salsation®, CHORELOGY by Salsation® og Jumping®Fitness. For Sofie betyder dansen utroligt meget, og hun har danset siden hun var helt lille. Gennem sin tid som danser berørt stilarter såsom hiphop, moderne dans og dancehall. Sofie har både undervist voksne men også børn og teens i kids-dance og teen-dance. På hendes Jumping Fitness vil du møde hendes danseglæde, for hun elsker at snige et dansetrin ind hist og her.
Marta har været forelsket i step siden 2011 og har selv taget uddannelsen til instruktør i 2024. Hendes passion er at undervise i et let øvet niveau, men der er også masser af plads til begyndere.
Marta fokuserer på at bygge timen stille og roligt op og vise forskellige variationer, så alle deltagere føler sig trygge. Martas mål for år 2025 er at prøve at få så meget inspiration fra rundt omkring i verden og inspirere andre. Du vil møde Marta i holdsalen hver anden uge, da hun har to dejlige børn, som hun bruger resten af sin tid på.
Sophie Tøndering er vores dygtige og alsidige instruktør med faste hold i Crossdance™ Core-bold og Pilates. Fra helt lille pige af, har Sophie T danset på hobbyplan og i mange forskellige stilarter. Det var først, da hun i 2019 blev introduceret til konceptet Crossdance, at hun selv måtte tage uddannelsen. Det var særligt på grund af alsidigheden, hvor man med dans, toning, cardio og balance kommer hele kroppen igennem, som Sophie forelskede sig i ved Crossdance.
Desuden har hun dyrket pilates siden 1999 og i start 2024 tog Sophie T et opfriskningskursus i uddannelsen og har nu sit eget ugentligt faste hold i Holdtræning Odense. Uanset på hvilke hold du møder Sophie T, så er det med fokus på en god og imødekommende oplevelse for alle.